FOTO: jOHANNA HVIDTVID
PRESSEMEDDELELSE 25/3-26
APHACA vælger
Sølund Musik-Festival 2026!
Fire unge musikere fra Nørrebro har aktivt valgt Sølund Musik-Festival til. Det handler ikke kun om musik – det handler om anerkendelse. APHACA på Sølund Musik-Festival ’26!
Ikke for alle
De største scener er ikke for alle. Men det skal de være. For hvem får egentlig lov til at stå helt tæt på scenen og synge med på sange de kender fra radioen? For alt for mange er svaret desværre stadig: Ikke dem.
Men på verdens største festival for mennesker med udviklingshandicap, Sølund Musik-Festival, er det ikke et acceptabelt svar. Derfor er det ikke bare en booking. Det er en erklæring. Fra allerøverste musikhylde.
APHACA, der ellers kun spiller få andre festivaler denne sommer og frit kan vælge og vrage mellem landets største scener, har valgt at lægge vejen forbi Sølund Musik-Festival tirsdag den 9. juni 2026. De træder ind på en scene, hvor publikum alt for ofte bliver overset – mennesker, der sjældent får adgang til de største oplevelser, men som mærker dem mindst lige så intenst. Og netop det valg betyder noget.
Fantastisk lineup
Årets Tovli’ Tirsdag byder på et stærkt musikprogram med APHACA, Tessa og Peter Sommer. Tessa skriver i 2026 historie som den første danske kvindelige rapper på Orange Scene, når hun indtager landets største scene med et brag at et show. Peter Sommer, som er højaktuel, leverer endnu en stærk koncertoplevelse på hjemmebane.
”Med et musikprogram på så højt et niveau sender vi et klart signal til både politikere og samfund. Alle mennesker skal have samme muligheder for at opleve kultur og musik, og den mulighed har de langt fra i dag,” udtaler festivalleder Sarah Theibel.
Hun fortsætter:
”For os handler det ikke kun om at lave en festival, men om retten til at være en del af kulturlivet. Når artister som APHACA vælger at spille hos os, understreger det, at vores publikum er lige så vigtigt som alle andre. I en netop overstået valgkamp, hvor mennesker med handicap blev overset, er det vores ansvar at sætte fokus på de uligheder, der stadig findes.”
APHACA spiller Tovli’ Tirsdag den 9. juni 2026.
Hele programmet for Tovli’ Tirsdag findes på www.solundfestivalen.dk.
Billetsalget starter 1. april 2026
Billetpriser: 175 kr. frem til 13. april kl. 20.00 – derefter 225 kr.
Yderligere oplysninger og pressefotos:
Kontakt:
Henny Møller, Presseansvarlig
Tlf: 30941040
hm@solundfestivalen.dk
www.solundfestivalen.dk