Vi bekæmper ensomheden

Vi bekæmper ensomheden
- Ny ledsagerpulje på Sølund Musik-Festival -

Sølund Musik-Festival vil bekæmpe ensomhed og åbner dørene for flere med frivillig ledsagelse, takket være støtte fra jem & fix.

Sølund Musik-Festival tager et vigtigt skridt mod at gøre festivalen mere tilgængelig for mennesker med udviklingshandicap, takket være en generøs donation fra jem & fix. Donationen muliggør oprettelsen af en pulje, man kan ansøge, der dækker udgifterne til ledsagelse, så borgere og bosteder kan få støtte til at tage en frivillig ledsager med på festivalen.

“Vi ved, at mange mennesker med udviklingshandicap kæmper med ensomhed og isolation. Det er derfor nødvendigt at skabe muligheder for fællesskab. jem & fix er med denne donation med til at bygge bro til oplevelser og fællesskab for mennesker med udviklingshandicap. Vi er dybt taknemmelige for deres sociale ansvar,”  siger Sarah Theibel fra Sølund Musik-Festival.

Frivillig ledsagelse for alle

Ansøgningen om støtte til en frivillig ledsager laves på festivalens hjemmeside, hvor man samtidig kan anmode om en frivillig ledsager, hvis man ikke har en i forvejen. På den måde sikres både dækning af udgifterne og at borgerne kan få den nødvendige støtte til at deltage i festivalen. Puljen fokuserer primært på at støtte borgere, der bor i eget hjem, men også institutioner kan få glæde af den frivillige ledsagelse. På sigt håber festivalen, at initiativet kan inspirere til nye måder at organisere ledsagelse på, både under festivalen og i hverdagen.

Projekt om sociale aktiviteter

Sølund Musik-Festival har sat sig for at undersøge, hvorfor mange med udviklingshandicap ikke deltager i sociale og kulturelle aktiviteter.

“Det er livsbekræftende og udviklende for alle mennesker at deltage i sociale og kulturelle aktiviteter, så vi er bekymrede for, om mennesker med udviklingshandicap går glip af oplagte muligheder for at skabe sociale relationer, glæde og øget livskvalitet ved ikke at deltage. Vi håber, at dette projekt kan belyse, hvad der skal til, for at ændre dette. Om det skyldes manglen på hjælp og støtte, ved vi ikke endnu, men vi håber på at komme tættere på en forklaring, så vi også kan hjælpe med til at finde en løsning,”  forklarer Sarah Theibel.

Frivillige søges – giv en uforglemmelig oplevelse

Rekrutteringen af frivillige ledsagere til Sølund Musik-Festival er allerede i gang. Alle, der ønsker at give en person med udviklingshandicap en uforglemmelig festivaloplevelse, kan melde sig som frivillig via festivalens hjemmeside.

“Forestil dig en dag fyldt med musik, latter og gode mennesker. Den oplevelse kan du være med til at give videre som frivillig! Det er ægte næstekærlighed,” afslutter Sarah Theibel.

Link til Sølund Musik-Festivals hjemmeside: 
https://solundfestivalen.dk/

Direkte link til tilmelding som frivillig hjælper: 
https://solundfestivalen.dk/bliv-frivillig-ledsager/

For mere information kontakt:
Henny Møller
Tlf.: 86521308
Email: hm@solundfestivalen.dk

Bliv frivillig ledsager